Så er den næste tur til Vilanova startet.
Søndag, den 5. januar 2020
Afrejse kl. 10.30 fik ikke taget ”farvelbillede” denne gang. Vejret var overskyet og 1 grads varme. Da det var søndag så var der ikke megen trafik.
Broen 11.37. Frokost Knudshoved rasteplads. Kørte videre 12.47. Regnvejr over Fyn.
Stop 14.20 omkring Vojens. Ankom på Kruså Camping ca. kl. 15.30. Lejrchefen (som var på messe i Kolding) havde fortalt os hvordan vi kom ind, men det fugerede ikke rigtigt, så Jan ringede til datteren der kom og lukkede os ind. Fandt hurtigt en plads og slog markisen op. Efter et glas rødvin fandt Jan ud af at han skulle ud og købe gas til vores Spanske gasflaske, så han drog mod Süderlügum mens Karin så håndbold i fjernsynet. Jan købte også lidt rødvin og lidt Matadormix, 3 kasser. Han var tilbage ved18. tiden, så var der aftensmad, ”pil-selv-rejer” og kogt laks med en bolle til. Efter kaffen blev vi lidt tidligt trætte, i seng ved 23. tiden.
Mandag, den 6. januar.
Stadig trist vejr, men ikke koldt. Stod op ved 7. Tiden. Morgentoilette, gåtur med hund, morgenkaffe med havregryn, opvask, sammenpakning, op og betale, snak med Jesper og Heidi, campingpladscheferne, det tog godt nok lang tid, så vi kom først fra Kruså kl. 9.45. Kø inden Elb Tunnelen, på den anden side 12.30. Frokost 13.00, kørte igen 13.30. Vejret blev bedre. Vi havnede i et mega stort vejarbejde måske 50km langt med bumle og slinger. Ankom til Am Hohen Hagen, Dransfeld ved Götingen kl. 16.45. Ingen i receptionen så vi fandt bare en plads, strømboksen var heldigvis åben. Inden aftensmaden gik Jan igen op i receptionen og nu var fruen der så vi kunne afregne € 24,- som sidste år (alt incl. strøm, bad hund og kone) aftensmaden: ”Micromad”.
God plads, masser af strøm, gratis bad med dejligt varmt vand som Karin benyttede til et varmt bad. Koldt om natten, 1 grad.
Tirsdag, den 7. januar.
Stod op kl. 7, støvregn men det holdt hurtigt op, havregryn og kaffe, en lille Fernet Branca. Opvask, og afsted ved 9-tiden, vi skulle lige tanke og så gik det mod Kasselbakkerne. Trafikken var stille og rolig, vejret blev bedre og bedre.
Kl. 12 frokost, det blev til 2 små burgere på McDonalds, så hurtigt videre, vi skal køre 410 km i dag. Omkring Frankfurt er temperaturen krøbet helt op på 8,5 grad. Ankom til Achernsee kl. 15.45. Pakkede lige ud og gik en tur på pladsen, ned til søen, og med motorvejen lige bagved, sikkert hyggelig om sommeren, der er også en restaurant ved søen. Pæne badeforhold. Nu er det lyst til kl. 17 og 9 grader. Micromad igen i aften? Nej det blev ikke micromad men rugbrød med hjemmelavede stegte sild, kogt æg med franske sardeller, dertil øl og et par snapse til at skylle det ned med.
Tidligt i seng.
Onsdag, den 8. januar.
Oppe ved 7-tiden temperaturen viser 6 grader og overskyet.
Morgenmaden er havregryn og det sædvanlige. Kørte fra pladsen kl. 10.
I aftes fandt vi ud af at Birthe og Gunnar (som vi traf sidste år i Vilanova) også skal til Vilanova i år faktisk kørte hjemmefra samtidig som os, har overnattet på en plads kun 10 km fra os på en plads der hedder Camping Adam, 77815 Bühl-Oberbruch.
Frokost ved 12-13 i Alsace. Stadig fint vejr, lidt skyer ikke meget vind. Det første stykke fra frokostpausen var der rigtig mange bakker a la kasselbakkerne. Temperatur 10 grader. Ankomst kl. 15.00. Meget sjov plads, den er ret gammel, både toiletbygning og omgivelserne, der sker ikke en dyt, men det kostede også kun € 17,50 incl. strøm og gratis bad. Også gratis Wi-Fi som er rigtigt godt. de få pladser der er, er der lagt fine sten på, og så er der lige ud til en flod, så det er hyggeligt nok.
Vi gik en tur i byen, der var en bager som åbnede kl. 16. Gik hjem og hyggede, derefter Micromad og Jan gik så op til bageren, som nu var åbnet, og købte et flutes. Opvasken foregik udenfor efter mørkets frembrud, men det var nu varmt nok. Lidt tv på Wi-Fi blev det også til.
Torsdag, den 9. januar
Efter en rolig nat stod vi op kl. 7. Jan og Daisy gik til bageren så vi fik Bagets og Croissanter. Så nedpakning og af sted 9.30. 8 grader og solskin, ikke megen vind så fint kørevejr. Kl. 10.30 er det 13 grader og sol, hurra. Frokost nær Lyon 12.45 til 13.45. Lige før vi kunne sidde ude, men for meget blæst, første gang i campingvognen vi ikke skulle have varme på, og nu 16 grader og næsten skyfrit.
Da vi kørte videre så vi høje bjerge med sne på toppen i det fjerne, nok omkring Grenoble. Nåede pladsen kl. 16.00 efter 385 km, Ved atomkraftværket
lige inden Montelimar, Camping Floral, 26740, La Coucourde (se også under Frankrig 18 oktober 2018)
Vi udså os en plads og fik betalt (€ 17),
så kom der en Schweitzer i en autocamper med hænger og da han skulle på plads, kørte han hængeren ind i vores bil. Jan råbte og skreg, men han hørte ingen ting. Da vi fik ham væk fra vores bil, faldt vores nummerplade af, den var helt bukket og krøllet. Jan har nu besigtiget skaden, og han mener ikke der er sket noget anden end med kofangeren. Vi og schweitzeren har skrevet forsikringspapirer og taget billeder og Jan ringede til SOS, men hvis vi kunne køre videre syntes de vi skulle gøre det, og så få et værksted til at sætte pladen på igen. Værre gik det for Schweitzermanden, for han fik sin kobling brændt af inden han kom på plads, så han kan ikke køre videre i morgen. Han var også et f…. til at bakke og parkere med en anhænger, når Jan sagde han skulle dreje rattet til venstre ja så drejede han til højre o.s.v. Det kunne være han skulle tage et trailerkort i Danmark, men han er sgu nok for gammel (fra 1950).
Alt det varede til det næsten blev mørkt, vi nåede lige at trille en lille tur med hunden lange floden og fandt et Pizzaria, men besluttede at tage en gang Micromad i aften og måske en lidt bedre rødvin.
Fredag, den 10. januar.
Stod op kl. 7. Morgenkaffe og havregryn hundetur. Jan skulle kontakte Tryg forsikring ang. bilen, og have sendt billeder og anmeldelse. Ingen problemer, vi kunne få bilen på værksted i Spanien når vi kom frem. Schweitzermanden blev hentet ved 8-tiden. Kørte kl. 10, ellers dårlig plads, ingen Wi-Fi, ingenting på toilettet af sæbe, håndklæder ikke engang toiletpapir, og bruseren er så varm at man bliver skoldet og det kan ikke reguleres. Øv.
I dag 8 grader og overskyet, men sjovt nok virker det varmere, kan sagtens kun gå i en trøje, når man skal rundt på pladsen. Skal køre 303 km i dag til Camping international du Roussillon, R 900, Le Planal de Salses.
Holdt pause ved Nimes og brændstof på bilen. Vejret er 13 grader, sol og skyer. Når solen skinner er det dejligt varmt. Frokost fra kl.13 til kl.14, 16 grader og sol.
Vi tog to stole ud og sad i solen og spiste frokost. Kørte videre, og kort tid efter så vi Middelhavet for første gang på turen.
Første frokost i det fri!!!
Ankom til pladsen ved 16-tiden, € 18 og € 5 for én dags Wi-Fi. Fik parkeret vognen og så syntes Daisy lige hun skulle rulle sig i jorden med grand grene og andre tørre ting - så i gang med kam og børste udenfor, mens Jan serverede et glas vin. Vi havde læst at her var en restaurant, og da vi er løbet tør for Micromad glædede vi os til en gang restaurationsmad, restaurationerne er der, men de har lukket, så aftensmad blev en gang rugbrød. Derefter lidt X-factor og kaffe. Glæder os til i morgen hvor vi er fremme på Vilanova. Det er også begyndt at blæse en del i aften, vi håber det går over til i morgen.
Lørdag, den 11. januar.
Op ved 7-tiden, ikke mere mælk til havregryn, men vi havde et par ældre boller som viste sig at være lettere mugne, det måtte skæres af og så ind med dem i ovnen, kunne godt spises. Så opdagede vi at køleskabet havde stået på bilens batteri hele natten og da vi ikke havde spændt af, betød det at der ikke var strøm på bilen, surt. Så var det fat i vejhjælp, han kom efter en times tid og fik os startet, og anbefalede at vi kørte hen og fik undersøgt batteriet, han gav os en adresse som viste sig at ligge fint på vores rute til Barcelona. Manden sagde at det var ok så vi kørte videre. Kl. 10.30, 11 grader solskin ret blæsende, flotte Pyrenæer bjerge med sne på. Nåede den spanske grænse kl. 10.51. Vejafgift gennem Frankrig i alt € 110. Oplevede ikke nogle “hold up” i år, alting forløb helt fredeligt. Ankom til Vilanova kl. 14.30. Vi fik vores plads forevist, hilste lige på naboerne, en meget venlig svensker ved siden os og en dansker i baghaven. Derefter var det jo bare i gang med at slå op og slæbe ting frem. Vi kom et godt stykke inden det blev mørkt. Karin hentede nogle forsyninger fra supermarkedet på pladsen, og senere cyklede Jan ned i restauranten og købte en kylling til aftensmad. Indimellem så vi håndbold EM Danmark mod Island. Vi bliver tidligt trætte den aften.
Søndag, den 12.januar.
Koldt om morgenen,
kl. 7, morgenbad, skønt, det første man altid får at se når man åbner døren til bad og toilet, er rengøringsdamen, tror de bor deroppe. Karin cyklede efter et Barret = flutes. Efter laaaaang morgenmad kørte Jan en tur til Aldi for at fouragere.
Det er altså anstrengende at være rejsehund.
Så frokost udenfor i solen, og derefter lidt praktisk arbejde,
"Skæg" at sidde under palmen i solen.
Jan fik sat sit nye madtelt op.
Alexander kom og bød os velkommen tilbage, en tysker som vi spillede petanque med sidste år, han fortalte at der stadig spilles petanque tirsdag og lørdag kl. 14. Alle er stadig velkomne. Som noget nyt er der kortspil en eftermiddag oppe i restauranten hvor restauratøren har lagt borde og stole til, udenfor i godt vejr, ellers et lokale indendørs. Vi gik en tur om eftermiddagen med Daisy, og var lige ovre og hilse på Birthe og Gunnar som var kommet 2 dage før os, de fortalte at i lørdags havde det regnet hele dagen, så det havde været lidt surt. Vi gik videre til det der sted på pladsen hvor vi lå sidste år da vi kom tilbage fra Valencia. Der mødte vi Frode og Hanne, de lå også i år på samme plads, så dem hilste vi også lige på. Jan havde købt dejligt aftensmad, kalvekoteletter og grønt, små aspargeskartofler hjemmefra og Bearnaise. Så måtte Jan op med en mega opvask mens jeg, Karin skriver dette, godt bytte
Har lige set Frankrig blive smidt ud af EM håndbold. Kaffe og god nat.
Mandag, den 13. januar.
Der blev sovet lidt længe i dag kl. 08:30, igen en kølig morgen, men sol og klar himmel. Morgenmad efter hundeluftertur og Karins bad. Formiddagen gik med gåture og hilse på nogle af de andre campister.
Efter frokosten kørte Jan til byen for at købe ind (til et næsten tomt køleskab) og se om han kunne finde en taske til Daisy (vi havde glemt hendes to tasker hjemme) dette lykkedes ikke i denne omgang – der skulle også købes nogle fittings og en slange til vandforsyningen på vores plads.
Karin havde fundet en spændende opskrift i Aldi kataloget, med kulmule og hjertemuslinger, så hun fik lov til at bruge Jans udekøkken. Det blev en rigtig lækker middag og så en flaske hvid Rioja.
Så Danmark spille uafgjort med Ungarn (håndbold) det var en trist gang boldspil, og vi er måske færdig ved dette EM.
Lidt Vandværks- og Idrætsforeningsarbejde samt et par billeder til hjemmesiden – god nat kl. 23:45
Tirsdag, den 14. januar
Stod lidt sent op. Da vi kunne komme udenfor i solen var alle gartnerne ved at beskære træer, da der var larm fra motorsave, traktorer og lifter, fortrak vi fra pladsen, gik en tur med hunden, så var de færdige på vores plads da vi kom tilbage.
Frokost, og derefter en tur ned i byen for at købe en taske til Daisy da vi havde glemt én af hendes tasker der hjemme. Fandt en fin hundebutik hvor vi fik købt en fin taske til hende, hun sprang selv op i den inden vi kom til kassen for at betale – så stor succes.
Derefter til Aldi og så hjem og lave mad, en gang stegte ribben med hjemme bragte aspargeskartofler, aftenhygge og god nat.
Der fejes!!
Vores to søde svenske naboer Conny og Maggan
Onsdag, den 15. januar.
Stod op kl. 8.00. Rugbrød og havregryn fordi supermarkedet først åbner kl. 09.
Vi havde aftalt med Inge og Lasse, at vi skulle se cykelruten som cykelholdet kører mandag, onsdag og fredag, og desuden skulle de på planteskolen for at købe blomster. Vi tog med til planteskolen og så cykelruten, som vi vil prøve selv en dag. Var hjemme igen ved 11.30 tiden, der kom et engelsk par og spurgte til en plads på vores vej om der var sol – de ville flytte da der var de frygtede Processionslarver i træerne ovenover dem, og de har to hunde som vil gå den sikre vej i døden hvis de kommer i kontakt med larverne (tidligere beskrevet, se under Valencia). Én af gartnerne fik hentet dem ned og brændt dem.
Så lidt frokost og til petanque kl. 14. Hilste på rigtigt mange af spillerne fra sidste år. Kindkøs fra franskmændene.
Karin spillede med en franskmand Alain, og Jan spillede med norske Lise. Jan vandt 2 kampe og Karin kun 1.
Var først tilbage i campingvognen ved 17.30 tiden. Så aftensmad og se håndbold Danmark spille mod Rusland. Kaffe og godnat.
Torsdag, den 16. januar.
Dejligt vejr i dag 16 grader vindstille og ikke en sky på himlen. Op ved 8-tiden, det bliver først rigtigt lyst på det tidspunkt. Om formiddagen kørte Jan til byggemarked efter et bræt, beslag og skruer til Daisy så hun ikke skal hoppe op og ned af sengene, de er ret høje, men derimod gå op og ned. En tur på værkstedet og få rettet nummerpladen ud og skruet denne på. Bommen til indgangen på campingpladsen er en nummerpladeskanner, og det er helt kagemand når nummerpladen ligger i forruden. Også en tur i Aldi, da vi havde fået at vide at i morgen er det dyrenes dag så byen har lukket. Imens lavede Karin praktisk arbejde og gav Daisy en gang soignering. Hurtig frokost og så ned og spille petanque, denne gang med danskerne. De spiller kun en times tid og derefter er der hygge ”afterpetanque” hjemme hos en af dem. Vi blev også inviteret, men valgte at sige pænt nej tak, det går nemlig på skift og det er værtsparet der sørger for det hele, stole, borde, vin og chips. Der kan være op til 28 personer så det bliver jo lidt vanskeligt, at få borde og stole til så mange, men nu får vi se. Så vi tog hjem og Jan fik fabrikeret slisken til Daisy og sat den op og så kunne aftensmaden begynde inden mørkets frembrud i skrivende stund kl. 17.50 og stadig lyst, dejligt.
Fredag, den 17. januar.
Solrig dag og vi tog til byen kl. 10 – det er dyrenes dag i dag med optog gennem byen til kirken hvor dyrene bliver velsignet af kirkens overhovedet. Det var primært heste og vogne med diverse oppakninger på.
Gudstjeneste inden velsignesen!
Her står præsten og velsigner dyrene når de kører forbi!
Svært at se hestene!
Truende fremtidsudsigt!
Det er altså anstrengende at gå til "dyrenes dag"
Vi så ikke at der blev uddelt præmier da der var alt for mange mennesker så ved 14-tiden drog vi hjem til pladsen og slikkede sol en times tid. Fik også besøg af Inge som lige fik et glas vin selvom hun sjældent tåler alkohol pga hjertet.
Aftensmad blev en hjemmelavet grydestegt kylling med sauce og aspargeskartofler samt grønt, og selvfølgelig en Rioja Reserva. Aftens kaffe og lidt Xfactor.
Lørdag den 18. januar.
Tidligt op, om formiddagen en tur på markedet, på udkik efter en pung til småpenge og en dug til bordet indenfor. Nu har vi jo 3 borde, så store forhold. Fandt pung til € 1.50 og dug til € 3-. Vi måtte så lige hen på “stamcafeen” og få en øl. Det varede ikke længe, så kom Birthe og Gunnar, de kunne huske fra sidste år, at vi gik der hen og fik en øl når det var torvedag.
Man er ikke sur, men glemt solbriller!
Pludseligt var klokken 12.30, så vi måtte hæve mødet og se at komme hjem og få en bid mad, inden petanque kl. 14.00. Karin vandt 2 og tabte 1, Jan vandt 1 og tabte 2.
Hjemme igen kl. 17. Jan kørte til Alcampo inden aftensmaden, vi mangler bl.a. havregryn og det er ikke alle steder man kan få sådan noget, og Jan skal altså have det til morgenmad.
Søndag, den 19. januar.
Tidligt oppe, ved 8.30 tiden, vi kunne høre at det småregnede. Vi har læst at det skal blive uvejr, godt nok omkring Valencia altså ca. 340 km her fra, der skal blive orkan og 8 meter høje bølger, men blæsten og regnen skulle også komme her, så i gang med at forstærke teltet med flere pløkker, og alt udenfor er sat ind i forteltet. Det holdt op med at regne ved 11-tiden. I skrivende stund kl. 21.38 har vi ikke set noget til hverken regn eller orkan. Efter stormsikringen spiste vil lidt frokost, og så ville vi en tur på stranden for at se om der var nogen vind, det var der faktisk ikke, men der var rigtig høje bølger og en meget sort himmel, men dejligt vejr, overvejede et glas vin på en udendørs restaurant, men vi tog hjem. Resten af dagen bare afslapning, lidt håndbold i fjernsynet, varmemad til aften, kyllingerester i tomatsovs og ris. Kaffe og godnat.
Mandag, den 20. januar
Efter morgenmaden kørte Jan til byen for at få skiftet vores spanske gasflaske som blev fyldt i Flensborg da vi rejste – fantastisk at gassen kunne holde i 14 dage, for vi brugte den hver dag, både varme i vognen, madlavning og så køleskabet. Ny flaske € 16,49 (kr. 124-).
Vi kørte alle tre til Alcampo for at handle til de næste 3-4 dage (Daisy har lært at blive i bilen medens de gamle handler).
Efter frokost i forteltet gik vi en lang tur på pladsen, det var meget blæsende og koldt (11 grader) men stadig ingen regn.
Da vi kom tilbage på vores vej stormede Daisy lige hen til sin madkæreste – vores svenske nabo som har forvent hende med godbidder lige så snart han ser hende (lige som Martin hjemme i DK).
Kl. 17:07 er jeg færdig med arbejdet i dag for Idrætsforeningen – aftenens menu er endnu ikke fastlagt.
Det blev kalvekoteletter på grillen.
Tirsdag, den 21. januar
En trist "indedag" i regn - lammekoteletter på grill - håndbold i TV.
Karins første svømmedag i pladsens indendørs svømmehal.
Onsdag, den 22. januar.
Overskyet men det var holdt op med at regne, lyne, tordne og storme. Der er faldet ca. En million grankogler ned på vores campingvogn fra nogle Taks træer som står lige bag os.
Koglerne er lige så store som en golfbold og solide, så det giver et kæmpe brag hver gangen én af dem falder fra ca. 3 meters højde.
Kogle diameter som en golfkugle!
Jan og Daisy gik på morgentur og besigtigede skaderne på pladsen. Der var ingen skader på campingvognene, en enkelt bøjet teltstang hos en af danskerne, og en anden (Birthe og Gunnar) der havde rigtigt meget vand i forteltet.
Morgenmad, og så gik Jan ud og ordnede telt og campingvogn, fik vasket lidt af rundt omkring, og fik fejet det værste sammen. Vores svenske naboer Megan og Connie skulle flyve til Grand Canaria på ferie i dag og bliver væk i 5 uger, og vi har fået lov til at benytte deres solplads, de har sol om eftermiddagen noget længere end os, så det er dejligt. Der er faktisk en del der tager på ferie i ferien. Så kom en af danskerne som vi ikke har snakket meget med før, Freddy,
Freddy (kæreste Ann-Mary vil kun kaldes Mary på engelsk) Træt Daisy
han så at Jan og Daisy sad og fik en tår øl efter veludført arbejde, så han blev budt på en kop øl også. Vi sludrede lidt, og da han var gået igen, besluttede vi at køre til byen for at få et ekstra udendørstæppe, så vi ikke får slæbt så meget skidt ind i forteltet, eller Jans køkkentelt. Vi kørte til det lokale byggemarked, men uden held, så det blev den lokale campingforretning vi til sidst fik købt et tæppe hos. Hjem, og lidt frokost, klokken var vel 14.00 så ret sent. Dårligt vejr lidt småregn også men varmt nok. Så kom Inge og inviterede på eftermiddagskaffe,
Inge og Lasse
vi sad hos dem i deres fortelt nogle timer og snakkede og fortalte røverhistorier fra campinglivet. Aftensmad var Carpaccio. Kaffe og god nat.
Torsdag, den 23. januar.
Op ved lidt i otte tiden, regnvejr. Morgenbad og kaffe. Kl. 10 ophørte regnen, og solen begyndte at skinne. Hurra, men meget vådt, og møgbeskidt af nedfaldne alt muligt.
Jan lagde det nyindkøbte udendørs tæppe på, og så fandt vi ud af at vi skulle bruge et stykke mere, så ned i campingbutikken efter forstærkning. Nu er der så kommet så meget tæppe på at vi kan gå hele vejen rundt om teltet uden at få beskidte sko, og vigtigst af alt, at hunden ikke får smurt sig ind i plantedele, gran, jord og andet skidt.
Så var det tid til frokost udenfor, i dejlig solskin. Vi troede at vi skulle ned og spille petanque kl. 2 med danskerne, men det blev aflyst, formanden sagde at der lå så mange nedfaldsting, at vi ikke kunne spille, gartnerne havde ikke ryddet op endnu. Jan og jeg gik en tur med hunden og gik ned på banerne, der var nu ryddet op så det var måske lige gjort. Vi gik tilbage og besluttede at Jan og jeg lige ville spille lidt på vores vej, det blev til et spil (som Karin vandt) så kom Inge og Lasse og ville være med. Holdene blev Inge og Jan mod Lasse og Karin. Inge og Jan vandt 2 gange, det blev lidt sent så vi gik ind til os og fik et glas rødvin og så var det aftensmadtid (18.30)
Aftensmaden blev en Pizza til Karin og Muslinger til Jan.
Kaffe og godnat.
Fredag, den 24. januar.
Vågnede op til en flot men kølig morgen 7 grader kl. 08:30 – efter morgenmaden mm gik vi i gang med lidt rengøring af vinduer og færdiggørelse af ledningsopsætning så alle ledninger nu er ”klistret” til med strips på teltstængerne – flot arbejde.
Der blev slikket solskin, og redt hund, i én times tid inden vi tog ned til promenaden og besøgte Sushi restauranten hvor vi fik den skønneste sushi sidste år, og ja det var sgu´ stadig en fornøjelse at spise der. Hvad kan man forlange mere, spis alt hvad du kan og en flaske hvidvin for kun € 33,50???? betjeningen er også i top.
Det skønne ved sushien her er, at man kan smage den lige er lavet inden serveringen.
Efter maden gik vi en tur langs stranden/promenaden inden turen gik til Alcampo for at købe ind til weekenden, og så blev vi de lykkelige ejer af en appelsinpresser så vi kan få et glas friskpresset appelsinjuice til morgenmaden – vi er vist de sidste på pladsen der får en appelsinpresser (området flyder med appelsiner).
Det blev sen aftensmad som bestod af flutes, et par oste og så lidt laks – og lidt håndbold på Ipaden, desværre tabte Norge semifinalen.
Glemte lige at fortælle at vejret i dag kom op på 16 grader uden skyer, sidder lige nu kl. 22:30 ude i forteltet og skriver.
Livet her er bare skønt og det er svært at beskrive, hvordan man egentlig har det – ja super skøøøønt.
I morgen er det petanque dag med det internationale team og vejret skulle blive godt. God nat
Lørdag, den 25. januar
En regnfuld morgen igen tidligt op kl. 08:15, men vejrudsigten sagde at regnen stoppede om formiddagen.
Ud på formiddagen gik Daisy og Jan ned til butikken for at købe flutes. Fik lige besøg af Inge som lige ville høre til os.
Karin havde lidt ondt i halsen så hun ville ikke med til petanque i dag. Efter frokosten tog Jan ned til petanque og fik en englænder, Terry, som makker. Terry fortalte at de var kommet til Vilanova den 6. januar og efter et par dage blev deres hund, en Cockerspaniel, meget syg og de kontaktede den lokale dyrlæge som efter blodprøve mm kunne konstatere, at hunden var meget syg og havde kun et par dage at leve i, og de måtte tage den forfærdelige beslutning at hunden måtte aflives – TRIST og ØV.
På trods af den kedelige situation kom vi i dagens finale, men måtte se os slået af en englænder og to franskmænd. Den ene franskmand spurgte om jeg var dansker, og ja, han kende godt vores klub i Karlslunde – Boule Hedeboe, sjovt, men han kunne ikke dansk så vi fik ikke talt så meget sammen.
Medens Jan spillede petanque havde Karin gang i rengøringen og forberede aftenens menu: et lækkert farsbrød – uhm.
Jan klarede lige 1 ½ dags opvask inden middagen, og vi skulle prøve én af tidligere foretrukne spanske rødvine, Siglo den med bast, til middagen – den er rimelig, altså vinen.
Efterfølgende som sædvanlig: Kaffe, håndbold og X-factor og så godnat.
Søndag, den 26. januar
Skønt vejr, efter morgenmad kørte vi til marked i byen els Monjos – et noget større marked end hjemme i Vilanova, kørsel godt ½ time. Det lykkedes Karin at finde en ny bluse (nydelig) og til kun € 15,-
Det er et marked med mange boder der sælger frugt og grønt – vi fik rigeligt af appelsiner til den nyindkøbte juicepresser, som for øvrigt er flittig brugt til morgenjuice, produceret af Karin.
Da vi havde vadet rundt i en rum tid var tiden kommet til formiddags øl, vores favorit VollDam. Medens vi nød øllet kom Birthe og Gunnar, de kommer altid når vi lige har sat os, pudsigt. Lidt senere fik vi selskab af et dansk par fra campingpladsen, Mogens og Bente som kommer fra Greve Landsby.
Alle drak så vores favorit øl, de syntes den smagte dejlig, men blev noget overrasket over procenterne 7,2 - det samme som en Elefantøl.
Vi kørte hjemover ved 14-tiden og spiste tidlig aftensmad på vores terrasse i fuld sol og 17,5 grader.
Derefter skulle der ses finalen i EM-håndbold mellem Spanien og Kroatien – Spanien vandt og blev europamestre.
Mandag, den 27. januar
Dejligt vejr, efter morgenmad lidt indkøb i pladsens butik – hundesoignering – let frokost.
Det var så dansker petanque dag, 17 personer var mødt op og hvert par spiller to kampe med samme makker, det foregår ved lodtrækning. Lidt mærkeligt for både Karin og jeg fik samme makker som sidst.
Karin vandt 2 gange med sin makker (formanden) og Jan vandt 1 og tabte 1 med Henning.
Vi ønskede ikke at deltage i ”efterpetanque” så det var bare hjem og lave tidlig aftensmad: stegt flæsk og persillesovs.
Så Badehotellet på PCen og så en kop kaffe og god nat.
Tirsdag, den 28. januar
Igen en dejlig morgen, efter morgenmaden tog vi en tur til byen, gik langs promenaden og da vi kom til Ramblaen ville prinsessen gerne op i sin elskede vogn, og det kom hun så. På vejen foretog vi et par indkøb i kineserbutikkerne (de har alt) og Jan fik et par kroge til sit udekøkken og en kobling til vandslangen. Frokosten blev udendørs hos ”Superpollo”, ¼ kylling med frites og 1 glas hvidvin til hver i alt kr. 90,-.
På hjemvejen købte vi ind hos Alcampo. Da vi kom hjem var temperaturen steget til 18 grader og næsten ingen vind – Inge kom så over og inviterede på en Irish Coffee inden middagen, som bød på stegte rejer med avocado og flutes.
Onsdag, den 29. januar
Hundeturen som sædvanlig, men i dag oplevede vi en fantastisk solopgang 08:05 bare skønt.
Der var en del der skulle ordnes inden frokosten og onsdags petanque (internationale).
En edderkop der gemte sig i den sammenklappede stol!
Der var rigtig mange i dag for vejret viste sig fra sin bedste side, masser af sol og næsten ingen vind. I dag kom der 3 danskere med udover os, Martin og datteren Jeannette og så Ove.
Ingen finale til os i dag Karin spillede med engelske Luz og Jan med franske Marie-Frank.
Aftensmaden blev en færdig indkøbt kylling med kartofler – ikke noget at skrive hjem om.
Sidder for øvrigt i forteltet og skriver kl. 22:45.
Mand (NL) Luz (GB) kone og mand (GB) og Peter (NL)
John (GB) Philipe (F) og Ove DK
Terry (GB) i midten bagved Martin og Jeannette!
Norske Lise med Jean Louis (F) som er hende der styrer slagets gang!
Alle franske og det er Marie-Frank i den hvide trøje
Så er den dag næsten gået og Daisy keder sig!
Torsdag, den 30. januar
Solrig dag igen – efter indkøb, til en hel uge, og indtagelse af frokost skulle der spilles ”danskerpetanque” og vi havde besluttet at deltage i ”afterpetanque” (så det er vi delvis bundet til fremadrettet) og især da det er Inge og Lasse på vores vej der skal holde det, og det var hyggeligt.
Jan spillede igen sammen med Mogens og vandt alle tre kampe over Lasse og Lone. Karin tabte og vandt en kamp sammen med Ove.
Det var hyggeligt at deltage i ”afterpetanque” og det var besluttet at det skal slutte til kl. 17:00
Aftenmenuen blev en laksekotelet med asparges og hollandaisesauce og små kartofler.
Kaffe med blødt brød og så god nat.
Fredag, den 31. januar
Igen en solrig dag, efter morgenmaden var det op på cyklerne og så gik turen til den lokale golfbane – det er en tur hvor det kun går opad og pulsen nærmer sig de 200. På cafeen fik vi en lille fadbamse og nød udsigten til det første hul.
Turen hjem gik rigtig fint da det var ned af bakke.
Hjemme på pladsen var det så dagen med shorts og afslapning i solen.
Dagens menu: en kalvekotelet med bagekartoffel hvidløgssmør og lidt grønt, og rødt på flaske.
Lørdag, den 1. februar
En tur til kineseren om formiddagen, Karin skulle have sine genbrugsisterninger, men desværre havde de dem ikke – til gengæld kom vi hjem med en masse andre ting som, 1 dug, 6 drinksglas, en kæmpe køkkenrulle, blomsterkrukker, en glasvase til de kogler som vi samler til Sanne, og andre ting som jeg ikke lige husker – hjemturen var via Aldi for at købe rugbrød og laks.
Eftermiddagen var til en forandring petanque med de internationale, og i dag var vi de eneste danskere blandt 40-50 deltagere. Ingen finale i dag, men det var varmt.
Da vi kom hjem til vores vej blev vi budt på en drink af Mary og Freddy.
Aftens menu: spareribs med kartoffelkage og tomatsalat.
|